KK15

MÆLKEBØTTERNE
Susette Cathrine Holten født Skovgaard
Kvinderens udstilling 1895

Af Teresa Nielsen, leder af Vejen Kunstmuseum
Trykt første gang som en del af artiklen ”Aspekter af et dekorativt talent” i Skovgaard Museets og Vejen Kunstmuseums 2013-bog om Susette Cathrine Holten født Skovgaard.

I forskellige variationer tegnede Susette Holten bomærket til Kvindernes Udstilling i 1895 – en dekorativt stiliseret mælkebøtte. Den prægede udstillingen i mange forskellige variationer og flankerede indgangsportalen. Dér indgik dens blade og blomsterstand i repeterede borter. Mælkebøtterne dannede et jævnt takket mønster i grønt og gult. Den bevarede skitse antyder, at borterne måske endte med at blive udført i ren gul på den blå bund, der over døren dannede baggrund for en strålende, livskraftig opstigende sol.[1] Symbolikken er ikke til at tage fejl af; her spirer frem alt, hvad disse mange nærmest usynlige kvinder i fællesskab har fået løftet – de, der som mælkebøtter ikke har været regnet for meget, men alligevel er så livskraftige!
Det ser ud som om portalen var tænkt som et tæppe, der var ophængt i seks øjer, hvor øverst mælkebøttehoveder er samlet tre og tre som små stjernegrupper. Mon det blev vævet, applikeret eller broderet af en gruppe kvinder? Det er tænkeligt, at tæppet blev fremstillet af nogle af tidens selverhvervende kvinder, der især var at finde i arbejdet med det tekstile kunsthåndværk og kunstindustri.

Susette Holtens og Emma Fischers mægtige billedtæppeskitse til indgangspartiet til Kvindernes Udstilling, 1895, tilhører Design-museum Danmark. Foto Pernille Klemp.

Tæppe og møblement til Kvindernes Udstilling.Mælkebøtten gik igen i Susette Holtens størrelsesmæssige største bidrag til udstillingen, et mægtigt billedtæppe på 2,81 x 5,38 meter. Vævearbejdet magtede Emma Fischer (1851-1929), og tæppet blev siden skænket til Det danske Kunstindustrimuseum, i dag Designmuseum Danmark, i kraft af ”Bidrag fra en Kreds af Kvinder og Mænd til Minde om Kvindernes Udstilling i Kjøbenhavn 1895”. Det var en af hovedattraktionerne på museets stand i Paris under Verdensudstillingen 1900. Til Susette Holten-udstillingen i 2013 på Skovgaard Museet og Vejen Kunstmuseum blev det fremdraget fra magasin, og havde da ikke været vist siden 1932.[2]

Billedtæppet ser ud til at have været tænkt som én samlet dekorativ helhed til indramning af det møblement, som kunstneren også havde fået udført til udstillingen. Hovedmotivet ligger på tværs af tæppet og starter lidt under midten, så det går fri af møblerne. Billedfrisen er bygget op af tre scenerier adskilt af stiliserede dobbeltstammer af kastanjetræer. Deres karakteristiske syvfligede blade og blomsterstand – der i samtiden var yndede dekorative elementer – danner et raffineret, symmetrisk stramt, dekorativt forløb i den øverste del af billedfeltet. De kantede blade går igen i en af Susette Holtens vignetter til udstillingskataloget og på bagsiden af sanghæftet.

I højre side løber en yngling ind med en blomsterguirlande, midt for skubber en kvinde en anden kvinde, der gynger, og i venstre side står en kvinde flankeret af et par høje blomster. Helt centralt vokser mælkebøtten under gynge-motivet, mens en kat sidder stille og tænksom til venstre for den. Figurerne er så klart hentet fra forlæg i græske vasemalerier. Charlotte Paludan gengiver en konkret vase i Berlins Antikensammlung som forlæg for den midterste gruppe[3]. Det synes sandsynligt, at man også ville kunne finde forlæg til de to andre. Nært beslægtede motiver gjorde veninden Elise Konstantin-Hansen brug af, da hun i 1934 var med til at udgive bogen ”Korsstingsmønstre efter græske Vasebilleder”.
Billedfeltet er indrammet af en dekorativ bort, der i siderne og for neden består af et stiliseret blomstermotiv, der er sammensat som en række ”søjler”, der taktfast brydes af kantede bladspidser og gule blomsterhoveder – øverst dekorativt fliget, men mere geometrisk forenklet nedenfor. Over billedfrisen løber et gult bånd med 10 lodrette grupper af stråler, der ligner stiliseret solskin. Helheden er mesterligt løst i en streng dekorativ ånd med symmetrien som bærende princip – kun afbrudt af de levende figurer.

Møblementet foran tæppet synes som udført til en vinterstue. Det giver sig ikke ud for at være fornemt snedkerhåndværk. Det er dekorativt og enkelt i bemalet træ, der er udskåret med en stiliseret dekoration, der øverst afsluttes i en frise af skiftevis cirkler og hjerter. Møblementet fandt sit blivende hjem i Anna og Michael Anchers hus i Skagen, hvor det endnu står med det oprindelige betræk på sæderne.[4]

Mælkebøttefad og -plakat. Mælkebøttemotivet tog Susette Holten op i december 1895 på et takkefad. Motivet har hun ridset ned i fadet med klare konturer og brug af pottemagerens klare gule, grønne og blå toner på den hvide bund. Dekorativt har hun i det, der først synes som en tilfældig ophobning, skildret planten i alle sine faser på nær den fulde hvide frøstand. Over de viltre stængler kommer rækken af fem fuldmodne, udsprungne blomster. Bagved skyder de saftige grønne blade op og mellem dem er anbragt henholdsvis tre fuldt udsprungne blomster, to lukkede grønne toppe og fire afblomstrede frøstande. Dekorativt har hun til fulde udnyttet fadets runde form i det der faktisk er en ret streng symmetrisk komposition.

Højdepunktet i Susette Holtens arbejde med mælkebøtten kom i 1896, da hun lavede den farvestrålende, moderne, 1960’er-Poul-Gernes-agtige plakat for ”Kvindernes Bygning”. Den insisterende, frodige plante har hun sat centralt inden for rammerne af en strengt symmetrisk, dekorativt udformet plakat, der annoncerede for salg af 25-øres mærker til fordel for indsamlingen til Kvindernes Bygning. Huset blev dog først opført i 1936. I 1890’ernes slutning blev hendes plakat lovprist af kendere på tværs af Europa, da den (som den ene af to – den anden Eva Drachmanns plakat for Politiken) repræsenterede Danmark i en bog om den moderne europæiske plakat skrevet af lederen af kobberstikssamlingen i Dresden. Se her er en god historie om en kvindelige kunstner, hvis værk blev anerkendt i sin egen samtid, men som dernæst blev glemt i historieskriveriet. Bogen om Susette Holten kom først i 2013 i 150-året for hendes fødsel – og det viste sig, at der var masser at skrive om, selv om også meget var gået til i de mellemliggende år.

Et eksemplar af Susette Holtens topmoderne plakat tilhører Plakatsamlingen på Designmuseum Danmark. Foto: Pernille Klemp.

Mælkebøttemotivet lå i tiden. Planten ses på en del symbolistiske malerier og er fra knop til stor frøkrone et stærkt billede på livets gang. Grafisk blev den i 1890 særlig effektfuldt udnyttet af det schweiziske dekorative talent Eugène Grasset (1845-1917) i hans tegning af La Sémeuse – pigen, der puster til mælkebøttefrøene.[5]

Hun ses i annoncer for og på forsiden af det franske opslagsværk fra Éditions Larousse. Den konkrete gengivelse har dog formmæssigt intet til fælles med Susette Holtens mælkebøtteformer – de gengiver bare den samme plante med hvert sit meget forskellige kunstneriske temperament.

[1] I et brev af 9. december 1895 skrev Emma Gad til Kunstindustrimuseets direktør Pietro Krohn: ”Fru Holten Skovgaard har en køn Akvarel af sin Portal til Kvindernes Udstillings Indgang – De husker nok – den opgaaende Sol? Vil De modtage den som Gave til Kunstindustrimuseet?”

[2] Af breve i Designmuseum Danmarks arkiv viser det sig, at Emma Fischer den 18.9.1895 henvendte sig til museet med tilbud om, at det kunne erhverve tæppet for 1000 kr. og foreslog, at museet muligvis kunne få det bekostet ved en henvendelse til Etatsraadinde Gamél. Hun havde været formand i Finansudvalget for Kvindernes Udstilling. Pietro Krohn henvendte sig til Emma Gad, der fandt det godt, at tæppet kom til museet og gerne ville medvirke til at skaffe ”min kære unge Veninde Fru Holten Skovgaard af med sit Tæppe”, men ikke kunne bistå i arbejdet med finansieringen, da hun selv var ved at samle ind til en nystiftet forening. I brev af 12.10. fra Emma Fischer fremgår, at hun må have fundet bidragydere til finansieringen med støtte fra bl.a. Fru Godtfred Christensen. Den 2.11.1895 udbad hun sig tilsagn om sikkerhed for museets andel af betalingen, som var 200 kr. At tæppet blev vist i Paris er veldokumenteret i Charlotte Christensens Paris-København, København-Paris, Verdensudstillingen i Paris 1900, bestandskatalog, Det danske Kunstindustrimuseum 2008, side 259-260.

[3] Charlotte Paludan i Vævekunst – Dansk håndvævning i det 20. århundrede, bestandskatalog, Det danske Kunstindustrimuseum 2003, side 48.

[4] Måske har der på et tidspunkt været behov for at genopfriske møblementet. Bænkens sæde har trælameller, som det typisk ses på havebænke, mens de to stole har flettede sæder. De kunne se ud til at være en senere tilføjelse, da trærammen til fletværket er malet i en lysere grøn end resten af møblementet. Stolene ser da også ud til at være mere slidte end bænken. Det har måske på et tidspunkt været nødvendigt og ønskeligt at forbedre siddekomfort fra gamle lameller til rammen med flet.

[5] Eugène Grasset boede på 65 Boulevard Arago og var blandt Niels Hansen Jacobsens naboer i Paris. Han hjalp den danske billedhugger med en introduktion til Auguste Rodin, men der er ikke fundet nogen direkte forbindelse mellem Grasset og Susette Holten. Larousse-logoet kan hun dog sagtens have set uden at kende Grasset.

Susette Holtens og Emma Fischers mægtige billedtæppeskitse til indgangspartiet til Kvindernes Udstilling, 1895, tilhører Designmuseum Danmark.
Foto Pernille Klemp.

Susette Holten gennemførte mælkebøtterne i forskellig form på flest mulig dele af udstyret til Kvindernes Udstilling – her i mønsterbånd på katalogets omslag.

I Anchers Hus, Skagen, står de grønne møbler, som Susette Holten i 1895 fik udført til ”Kvindernes Udstilling”.

I et tidsskrift fra perioden blev Susette Holtens tæppe og møblement gengivet som en helhed.

Sidst på året 1895 udførte Susette Holten mælkebøttefadet, der har været en vigtig inspiration for KK-15-projektets logo.
Tilhører Skovgaard Museet, Viborg.