KUNSTEN
MUSEERNE
HISTORIE
STATISTIK
DET SKER
OM KK15

 

Kvindeudstillingen – 1975

1975 blev af FN udråbt til internationalt kvindeår, med fokus på kvinders vilkår og rettigheder. Kvindeåret afstedkom en lang række arrangementer og tiltag over hele verden, hvor kvinderne i alle lag af samfundet, tog denne givne mulighed for at indvinde sig større frihed og ligeberettigelse. I Danmark førte kvindeåret bl.a. til oprettelsen af et blivende ligestillingsråd, der skulle kæmpe for kønnenes lige rettigheder socialt og politisk. Ligestillingsrådet blev dog nedlagt i 2000, hvor der i stedet blev oprettet ligestillingsministeriet, som skulle bringe problemstillingen tilbage på den politiske dagsorden.

I forbindelse med FN’s kvindeår blev der af Nordisk Kulturfond givet støtte til bl.a. Kvindeudstillingen på Charlottenborg, der fandt sted i kvindeårets sidste måned. Udstillingen blev arrangeret af kunstnersammenslutningen Rejsning, samt en række individuelle kvindelige kunstnere. Målet med udstillingen var at give et billede af, hvordan det er at være kvinde. Man indbød ikke kun kunstnere til at deltage, men alle slags kvinder. Der deltog bl.a. arkitekter, husmødre, forfattere m.m., og udstillingen blev derved i sig selv noget utraditionel. De deltagende kunstnere var heller ikke kun de mest kendte, men en blanding af også helt ukendte kunstnere, der normalt befandt sig langt fra Københavns kunstscene. I alt deltog ca. 140 kvinder – nedenfor findes en liste over de deltagende kunstnere, da en liste over alle deltagere ikke har været muligt at lave.

Udstillingen, der forløb sig over fjorten dage fra den 8. til den 21. december, var en kombination af en udstilling af værker og genstande i Charlottenborgs lokaler i København, og en masse daglige aktiviteter og arrangementer omkring udstillingen. Nogle af disse aktiviteter var bl.a. teater, oplæsninger, lesbisk rollespil og koncerter.

Udstillingen var godt besøgt, måske bl.a. fordi der foregik noget nyt hver dag, som folk kunne komme og opleve eller tage del i. I pressen fik udstillingen generelt en meget positiv modtagelse. Især Informations anmelder, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, giver udstillingen mange roser med på vejen og beskriver udstillingen levende. Berlingske Tidende valgte, i samme nr., at trykke to anmeldelsers meninger om udstillingen. Den ene anmelder, Gunnar Jespersen, roser nogle enkle af værkerne, men mener generelt at der mangler sammenhæng mellem idé og udførelse og omtaler den som ”… de gode hensigters lidt ulegemlige drømmelandskab.”. Hans kollegas, Hanne Dam, anmeldelse – trykt på samme side – omtaler dog udstillingen langt mere positivt og kalder den bl.a. ”denne frodige kvindeudstilling”.

I forbindelse med udstillingen blev der trykt et katalog, lavet som et gruppearbejde af nogle af de deltagende kunstnere. Kataloget fremstår nærmest som et værk i sig selv, med tryk, tegninger, skrift og mere. Pga. copyright kan kataloget ikke gengives her, men det kan udlånes fra flere af landets biblioteker.