Den Fries kvindelige kunstnere 1891 - 1991
I 1991 kunne Den Frie Udstilling
fejre sit 100 års jubilæum, og i denne anledning
samarbejdede Kvindemuseet i Århus og Skagens Museum,
om en udstilling, med de kvindelige medstiftere af
Den Frie Udstilling. Kunstnersammenslutningen Den
Frie Udstilling, der i 1898 fik sine egne lokaler –
den i dag velkendte træpavillon tegnet af J.F.
Willumsen – opkaldt Den Frie, blev oprettet som
modsvar til den censurerede udstilling på
Charlottenborg. De medstiftende kunstnere fandt den
censurerede udstilling for rigid og gammeldags, og
gav denne skylden for, at dansk kunst havde opnået
meget lidt anerkendelse i udlandet de senere år,
fordi de simpelthen ikke havde fulgt med tiden.
Derfor tog disse 18 kunstnere det store sats og
oprettede deres egen udstilling, uden censur, som
skulle gøre dansk kunst relevant igen, og fremme de
nye tendenser inden for kunsten. De bedst kendte
kunstnere blandt kunstnersammenslutningen var klart
de mandlige – bl.a. J.F. Willumsen, Vilhelm
Hammershøi og Harald Slott-Møller – som allerede var
etablerede og anerkendte kunstnere på den danske og
internationale kunstscene. De kvindelige
medstiftere, tog derimod et meget stort sats, da de
valgte at gå med i sammenslutningen. De kvindelige
kunstnere, havde kun få år forinden fået adgang til
Kunstakademiet, og var i løbet af det forrige årti,
endelig begyndt at blive repræsenteret i større
antal, på Charlottenborg. De fem modige kvinder –
Johanne Krebs, Edma Frölich, Agnes Slott-Møller,
Susette Holten og Marie Krøyer – var altså knap nok
blevet optaget i den etablerede kunstinstitution,
før de reagerede og tog handling mod denne. Dette
opgør var især opsigtsvækkende for den ene af de fem
kunstnere, nemlig Johanne Krebs. Hun havde gennem
mange år gået forrest i kampen for kvindernes ret
til at blive optaget på kunstakademiet, hvilket
endeligt blev opnået i 1888 – i sær på grund af
netop hendes hårde arbejde. Hun fungerede også på
dette tidspunkt, og indtil dens lukning i 1908, som
inspektrice på
Den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for
Kvinder. Her var hun i forvejen upopulær hos den
mandlige ledelse, og dette opgør med deres
censurerede udstilling, fremmede på ingen måde
hendes popularitet.
Kunsthistorikeren Claudine
Steensgaard Nielsen stod bag udstillingen
Den Fries
kvindelige kunstnere 1891, og lavede der til et
katalog, hvor de fem kunstneres historier er
fortalt. Claudine Steensgaard Nielsen dykker ned i
disse kunstneres historie og værker, fordi de,
ligesom mange andre kvindelige kunstnere fra denne
tid og tiden efter, er blevet glemt og overset i
eftertiden. Hun ligger vægt på vigtigheden af, at
man tager disse kvinder op igen, og gør noget for,
at også de bliver repræsenterede på vores
kunstmuseer, da mange af dem enten slet ikke, eller
i meget begrænset omfang, er købt ind til de
offentlige samlinger. Det spændende katalog, med
samme navn som udstillingen, kan købes på
Kvindemuseet og Skagens museum, og kan lånes fra
landets biblioteker.
Den Fries
kvindelige kunstnere 1891, blev omtalt meget
rosende af anmelderne, både i dens tid i Århus og
senere i Skagen. Der er en generel enighed om, at
selvfølgelig skal man tage disse kunstnere frem
igen, og give dem den anerkendelse, de fortjener,
både for deres talent og deres hårde kamp for retten
til at være kunstnere.