KKS jubilæumsudstilling 75 år - 1991

I anledning af Kvindelige Kunstneres Samfunds 75 års jubilæum afholdte foreningen, i samarbejde med det københavnske udstillingssted NIKOLAJ Kunsthal, en stor udstilling med værker af KKS’ medlemmer. I alt deltog 140, af foreningens 169 medlemmer, med værker på udstillingen, der spændte over alt fra maleri og skulptur til vævning, fotokunst og keramik.

Kvindelige Kunstneres Samfund blev oprettet den 7. februar 1916. På dette tidspunkt optog andre kunstforeninger, bl.a. KKS’ modsvar Malende Kunstneres Samfund, ikke kvinder. Foreningens to stiftere, Marie Henriques og Hedvig Kinch – i dag to forholdsvis glemte kunstnere, så derfor det behov, der var, for en sammenslutning, der kunne varetage de kvindelige kunstneres interesser. Kunsthistoriker Lise Funder var udstillingsleder på udstillingen, og forskede i denne forbindelse i KKS’ historie. Ud af denne forskning kom det spændende katalog/jubilæumsskrift, udgivet i forbindelse med udstillingen, der giver et spændende indblik i den kamp, for kvindelige kunstneres lige vilkår, KKS har været en stor del af, siden dens oprettelse 75 år før.

I anmeldelserne af udstillingen udtaler flere af de udstillende medlemmer sig om KKS. De fortæller, at KKS i høj grad stadig i 1991 har berettigelse, og at der stadig kommer rigtig mange nye unge medlemmer til. For selv om kvinderne nu har haft adgang til de officielle kunstskoler med mere i ca. 100 år, så arbejder de stadig med til tider meget anderledes forhold end deres mandlige kolleger. Kunstnerne fortæller anmelderne, hvordan f.eks. de yngre kvinder har en noget sværere kamp for at få samarbejder med f.eks. gallerier op at stå. Gallerierne frygter, at de unge kunstnere snart skal have børn og barsel, og dermed pludselig ikke er synlige på kunstscenen i en årrække og mister deres relevans.

De kvindelige kunstnere må også meget eftertrykkeligt lægge vægt på, hvordan deres kunst ikke er anderledes end mændenes. Der har siden kvinderne begyndte at udstille i større antal 100 år før, været en forventning om at kvinderne lavede, hvad man betegner som Kvindekunst – at det på en eller anden måde var fundamentalt anderledes fra mænds kunst. Og her i 1991 må kvinderne altså stadig tale om igen og igen, hvordan deres værker er Kunst og ikke Kvindekunst.