Body as Membrane/Kroppen som membran – 1996

Allerede to år efter Brandts Klædefabriks store udstilling med udelukkende kvindelige kunstnere “Dialog med det Andet”, arrangerede de igen en udstilling med udelukkende kvindelige kunstnere. ”Body as Membrane” tager udgangspunkt i Body Art, der er en bevægelse inden for performancekunsten, hvor kunstneren bruger kroppen – ofte deres egen – i værket/happeningen. Kroppen bliver i Body Art både redskab og lærred.

Udstillingen fandt sted fra den 12. januar til den 17. marts 1996. Brandts Klædefabrik havde inviteret de to pionerer indenfor Body Art, den danske Kirsten Justesen og den østrigske Valie Export, til at deltage i en udstilling. Det endte med at det var disse to kunstnere, som hovedsageligt stod for udstillingen. De valgte hvilke andre kunstnere, der blev indbudt, koncept og tema, opsætning og hvilket materiale, der skulle med i både udstilling og katalog. I alt deltog 17 internationale kunstnere – alle kvinder, et bevidst valg, men ikke noget der lægges stor vægt på i det medfølgende katalog. Det er tydeligt, at det ikke er kunstnernes køn, der lægges vægt på, fra arrangørernes side, noget andet er så hvordan den fremstilles i pressen.

De deltagende kunstnere var udvalgt efter Justesens og Exports ønske om at bruge et eller flere af netop denne kunstners tidligere værker, som satte temaet ”membran/grænse” i spil. Og dernæst blev nogle af kunstnerne også bedt om at lave et værk til udstillingen.

Da Body Art er en del af performancekunsten, og altså baseret på happenings og performances, var udstillingen i højere grad en dokumentation af disse begivenheder. Der var opstillet fotostater af de egentlige værker, som i nogle tilfælde fandt sted op til 30 år tidligere. At de egentlige værker var noget, der fandt sted i fortiden, og dette altså kun var dokumentationen af dem, var noget der kritiseredes i anmeldelserne af udstillingen – som i det hele taget får en mindre positiv modtagelse i pressen. Og selv om der fra arrangørernes side ikke lægges vægt på at dette er en udstilling med udelukkende kvindelige kunstnere, er det noget der omtales og diskuteres i anmeldelserne – hvilket nok ikke havde været tilfældet, havde det udelukkende været mandlige kunstnere. Om det er værd at bemærke, at vi her kun hører fra mandlige anmeldere, fra tidens største aviser, skal ikke kunne siges.