Et rum med udsigt – 2013
Det har desværre ikke været muligt at finde meget
materiale om udstillingen ”Et rum med udsigt – en
fejring af kvindelige kunstnere i Danmark gennem 200
år”. Udstillingen fandt sted på Rønnebæksholm nær
Næstved fra 4. august til 6. oktober 2013.
Rønnebæksholm har selv følgende beskrivelse af
udstillingen på deres hjemmeside:
I år er det 200 år siden, at en af Rønnebæksholms
mest markante ejere, Marie Toft, blev født. Det
fejrer vi med udstillingen Et rum med udsigt, som
præsenterer en række væsentlige kvindelige
kunstnere, der gennem de forgangne 200 år har kæmpet
for – og vundet – en selvstændig plads på den danske
kunstscene.
Et rum med udsigt omfatter værker af 30 kvindelige
kunstnere: Christine Løvmand, Elisabeth Jerichau
Baumann, Bertha Wegmann, Pauline Thomsen, Agnes
Lunn, Anne Marie Carl Nielsen, Anna Ancher, Agnes
Slott-Møller, Christine Swane, Astrid Noack,
Franciska Clausen, Rita Kernn-Larsen, Sonja Ferlov
Mancoba, Else Alfelt, Ursula Reuter Christiansen,
Kirsten Justesen, Lene Adler Petersen, Jytte Rex,
Susan Hinnum, Ann Lislegaard, Eva Larsson, Christine
Melchiors, Gudrun Hasle, Nina Saunders, Malene
Landgreen, Marianne Jørgensen, Christina Malbek,
Lilibeth Cuenca Rasmussen, Simone Aaberg Kærn og
Kirstine Roepstorff.
Tilsammen beskriver de udviklingen i dansk kunst fra
senguldalderen til i dag. Tyngdepunkter ligger i
pionergenerationen, som i sidste tredjedel af
1800-tallet tilkæmpede kvinden en plads på
kunstscenen og muliggjorde professionaliseringen af
hendes kunstuddannelse; i avantgardegenerationen,
som i mellemkrigsårene og tiden umiddelbart efter 2.
verdenskrig cementerede kvindens plads på
kunstscenen og optrådte der på lige fod med de
mandlige kunstnere; i 1970’ernes feministiske kunst,
som politiserede kvinderollen og satte nye
standarder for den, og i samtidskunsten, hvor
kvinderne på den ene side sætter kunst foran køn og
på den anden side diskuterer kunsten og dens
muligheder ud fra både specifikke og symbolske
kvindelige problemstillinger.
I dag er Rønnebæksholm et udstillingssted. På Marie
Tofts tid var det et gods med alt, hvad dertil hører
af jordtilliggender, fæstebønder, økonomisk, socialt
og kulturelt ansvar. Det ansvar tog Marie Toft på
sig, da hun efter kun godt et års ægteskab blev enke
og stod over for at skulle drive Rønnebæksholm
videre. Hun gik på tværs af tidens kønsroller og
drev godset med forstand og indsigt, skabte
forbedrede vilkår for sit personale, blev aflastet i
sit huslige og familiemæssige arbejde og fik
mulighed for at beskæftige sig med de forhold af
religiøs, social og pædagogisk art, der lå hende på
sinde. Hun skabte med andre ord sit eget rum med
udsigt til en verden større end den, kvinder på
hendes tid sædvanligvis havde adgang til.
Når Rønnebæksholm nu fejrer 200-året for Marie Tofts
fødsel med en kunstudstilling, er det, fordi der
blandt periodens kvindelige kunstnere findes mange,
som har udvist sammen mod, ambition og handlekraft
som Marie Toft. De har fra midten af 1800-tallet og
til i dag, akkurat som hun, skabt sig et rum med
udsigt i en verden, hvor de til stadighed har måttet
forholde sig til forhindringer, uligheder og
forfordelinger i et mandsdomineret samfund. De
kvindelige kunstnere har ligesom Marie Toft gjort
det, de måtte gøre på trods af de forventninger, som
familie og samfund måtte have haft til dem, og de
har skabt sig et fundament at agere på, akkurat som
Marie Toft.
Til udstillingen udkommer et katalog med tekster af
kunsthistoriker, mag.art. Anne Lie Stokbro,
kunsthistoriker, mag.art. Ane Bülow og cand.mag.
Jutta Bojsen-Møller.
Læs mere om museets historie og mange spændende udstillinger på
deres hjemmeside
www.roennebaeksholm.dk