Portræt af Broby Johansen – 1971, olie på lærred, 100,5 x 91,0 cm, Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring
Anna Maria Lütken
Da Anna Maria Lütken påbegyndte sin uddannelse på Kunstakademiet var hun allerede en erfaren kunstner. Hun blev født og opvoksede i Vendsyssel i det nordlige Jylland og selvom hun som voksen slog sig ned i København vendte hun hjem til sit fødested hver sommer. Hun har udtalt: ”Der findes ingen natur som den i Vendsyssel – så storslået, så vild. Derfor bliver jeg ved med at vende tilbage …”.
Hendes kunstneriske tema er gengivelsen af mennesker, til tider skildret så monumentalt at de næsten bryder gennem lærredet. Andre gange går hun meget tæt på personen, som i
Portræt af Broby Johansen, en af Danmarks store kulturpersonligheder. Han skrev mange bøger om samfund og kunst og drev endvidere en sommerskole i Vendsyssel, hvor Anna Maria Lütken lærte ham at kende.
Portrættet er malet i en meget ekspressiv stil med de karminrøde ører, der spiller op til den grønne farve ved næsen, ligesom det blå-grå hår står i kontrast til pandens lyse gyldne farve. Farverne er påført med virtuose penselstrøg ofte i parallelle baner, som her i det pink-farvede område på hans højre kind. Maleriet er ikke tro mod virkeligheden, Anna Maria Lütken bevæger sig også ind under huden på ham, og afslører personligheden for beskueren. Broby Johansens kollega Knud Holst sagde om billedet: ”Det er et mesterværk – så intenst afslørende, at selv Broby kan være tilfreds med det”.
Anna Maria Lütken har også malet mange portrætter af kvinder, som moderen og bedstemoderen, men også store og gravide kvinder. Om det er disse mange portrætter, som har fået kunstkritikerne til at kalde hende kvindernes maler, er svært at sige. Anna Maria Lütken har selv reageret voldsomt på denne udnævnelse: ”Jeg vil sgu ikke kaldes kvindernes maler – jeg er ikke lyriker, vel? Jeg forsøger at være så realistisk som mulig”. Men er hendes stil ikke netop lyrisk?
Dette kunstnerportræt er skrevet af kunsthistoriker Marianne Sørensen til kataloget ”31 Women Artists from 31 Danish Art Museums”, der i anledning af Kulturbyåret i 1996 blev til på foranledning af daværende kulturminister Jytte Hilden og blev realiseret af Kvindemuseet i Aarhus. Efter aftale med parterne gengives teksten nu for første gang på dansk.