Efter megen Famlen og Tvedragt, men ogsaa efter meget energisk, opofrende og dygtigt Arbejde vil Kvindernes Udstilling i Morgen (Lørdag) Middag blive højtideligt aabnet i Kongehusets Nærværelse, og naar denne Højtidelighed er forbi, vil det store Publikum faa Adgang for at beundre eller kritisere, hvad nordiske Kvinder har kunnet yde af aandeligt og fysisk, kunstnerisk og industrielt Arbejde i Fortid og Nutid. Der vil senere blive Lejlighed til at skjænke dette ganske imponerende Udtryk for kvindelig Kløgt og Snille en mere indgaaende Omtale. Her skal kun gives en ganske kort karakteristik af Udstillingen, saaledes som den i noget ufærdig Tilstand præsenterer sig for Beskueren ved et kortvarigt, flygtigt Besøg.
Udstillingen har Lokaler i den gamle Udstillingsbygning fra 1872, som ligger ved Vesterbros Passage mellem Tivoli og det nye Raadhus, og som nu tilhører Kjøbenhavns Industriforening. Den gamle Hovedhal – nu Industriforeningens Festsal – er ogsaa Kvindeudstillingens Hovedhal, og i denne samt i de tilstødende Foredragssale og andre Lokaler og paa det store, omløbende Galleri har Damerne med en Del Besvær faaet Plads til deres Frembringelser og efter Omstændighederne faaet dem ordnet paa en særdeles tiltalende og overskuelig Maade. Mest afverlende er selvfølgelig selve Hovedhallens Indhold, da der her maatte skaffes Plads til en overvejende Del af Udstillingsgjenstandene, tilhørende vidt forskellige Afdelinger. Her finder man saaledes det meste af, hvad der henhører til Industriafdelingen, deriblandt alt, hvad der vedrører Kvindernes Paaklædning fra yderst til inderst: Kjoler, Hatte, Korsetter, Linned, Toilettesager og saa fremdeles. Om Damernes Deltagelse i Det kunstindustrielle Arbejde faar man Vidnesbyrd ved det malede Porcellæn, som er udstillet af den kgl. Porcellænsfabrik.
Langs Salens Længdevægge findes forskellige ”Køjer”, mindre Rum med Separatudstillinger. Der findes bl.a. de norske og svenske Kvinders ikke meget righoldige Udstillinger, en speciel islandsk samt en grønlandsk Udstilling med Prøver paa Kvindernes Kunstfærdighed i disse fjærne Landsdele.
I den store Sal findes desuden største delen af den Kulturhistoriske Afdelings Gjenstande, vistnok Udstillingens interessanteste Afdeling. Her har man Fortidens Kvinde for sig, som hun klædte sig og smykkede sig, allehaande tarvelige og pragtfulde Kostumer, Ringe, Miniaturportrætter og Guld- og Sølvsmykker af enhver Art.
Salen er i øvrigt dekoreret med Tæpper og Malerier samt en Række pragtfulde Bannere, som i Aarenes Løb er forarbejdede af Damer og skjænkede til forskellige Foreninger.
I de bagved liggende Lokaler er Husholdningsafdelingen installeret. Den bestaar væsentligst af de tre Køkkener, Fortids-, Nutids- og Fremtidskøkkenet, og er i øvrigt meget hyggeligt dekoreret med dansk Porcellæn og Kobber-Køkkentøj. Fortidskøkkenets Indhold er fra Aarhundredets første Halvdel, da de til Madlavning anvendte Apparater var af adskillig mere primitiv Art end nu. Alle de moderneste Opfindelser paa Køkkeninventarets Område findes i Fru Nimbs Nutidskøkken, der straaler og skinner, saa det er en Lyst, men heller ikke er saa ganske billigt at indrette, naar alt skal være komplet. Fremtidskøkkenet er nok en engelsk Opfindelse, hvis væsentligste Formaal er det, at Køkkenet tillige skal være Spisestue, hvis Aarsag der i Midten findes et Spisebord, medens Køkkeninventaret saa vidt muligt anbringes afsides, saa at det optager saa lidt Plads som muligt.
I Forbindelse med Husholdningsafdelingen staar ganske naturligt Udstillingens Restauration, der opvarter baade med solide Maaltider og lette Forfriskninger. Blandt andet serveres her den meget populære amerikanske Sommerdrik ”Ice Cream Soda”, der bestaar af Frugtis, overheldt med Sodavand, og som roses stærkt for sine gavnlige og læskende Egenskaber. I Lokalerne ovenover Husholdningsafdelingen finder man Skoleafdelingen, rummende saa vel Undervisningsmateriale af Kvinder, som Prøver paa kvindelige Elevers Haandarbejder; om det saa er Skolebordene, saa er de fremstillede af en Kvinde, nemlig den bekjendte Snedkerinde Frøken Christensen; hendes Mahogni-Stoleborde svarer fuldt ud til Hygiejnens Fordringer og er tilmed som Haandværk betragtede saa fuldkomne, som man vel kan ønske sig. Afdelingen er prydet med en Buste af den fremragende Institutbestyrerinde Nathalie Bahle.
Den i Forbindelse hermed staaende Udstilling for Hygiejne og Filantropi indeholder alt, hvad der kan henføres under Kvinders Sygepleje og er derfor lige saa interessant som belærende. Ogsaa her møder man et Vidnesbyrd om Frk. Christensens Duelighed i Snedkerprofessionen, idet hun har lavet en udmærket Model af Diakonissestiftelsen. Udsmykningen af dette Lokale dannes bl.a. af et stort Antal Billeder af Asyler og velgørende Stiftelser rundt om i Landet. Til Filantropien maa desuden henregnes en Model til et billigt Sygehus for gamle Mennekser; Tanken herom er udgaaet fra Generalinde Harbou.
Literaturafdelingen imponerer naturligvis ikke meget ved sin Størrelse, men er ikke desto mindre temmelig komplet og indeholder næsten, hvad danske, norske og svenske Forfatterinder har skrevet. Et Galleri af de bekjendteste Forfatterinders Billeder smykker Væggen.
Paa det omløbende Galleri finder man foruden en Del Gjenstande, som henhører Industriafdelingen og den kulturhistoriske Afdeling, den store og fyldige Afdeling for Husflid. Man har haft saa uhyre meget at vrage imellem, at denne Afdeling lettelig har kunnet blive et godt Udtryk for Husflidens fremskredne Standpunkt i Skandinavien, særlig naturligvis i Danmark. Her findes Arbejder i alle mulige Slags Materiale lige fra Træ og Læder til – afredt Haar. Højest staar sikkert de smukke Resultater af Hedebosyning, Kniplearbejde og lignende med Kunstindustri nær beslægtet haandarbejde. Hvor solidt og dygtigt Husflidsarbejde der overhovedet kan præsteres, faar man et overbevisende Indtryk af, naar man ser en hel elegant Dagligstue med dens udskaarne Stole, Portièrer, Puder osv. udelukkende monteret med Husflidsgjenstande.
Kunstafdelingen findes ikke i denne Bygning, men i den nærliggende Træbygning – nærmere ved Halmtorvet –, som ellers benyttes af ”den fri Udstilling”. Den talentfulde Portrætmalerinde Bertha Wegmann dominerer her ved sin meget omfattende Billedsamling; men for øvrigt er alle vore fremragende Malerinder – og deres Tal er ikke lille – repræsenterede. De mindre fremragende kunstnerinder har faaet deres Billeder vragede af Censurkomiteen, som af Hensyn til den begrænsede Plads maate gaa temmelig strængt til Værks ved Bedømmelsen.
Alt i alt maa det erkjendes, at Kvinderne har al mulig Beføjelse til at være stolte af deres Udstilling. Naar man tager i Betragtning, atKomiteen har haft forholdsvis meget knappe Midler at raade over, kan man ikke andet end beundre den Energi, den har udfoldet for at stille noget virkelig smukt og dygtigt paa Benene. Det er kun lykkedes ved et uhyre personligt Arbejde fra de ledende Damers Side, en uegennyttig Opofrelse af Tid og Penge, som giver dem Krav paa alle skandinaviske Kvinders Taknemmelighed. De Navne, som først og fremmest bør nævnes med Anerkjendelse, idet Kvindernes Udstilling aabner sine Porte, er følgende: Forfatterinden, Kommandørinde Gad, Udstillingens finansielle Leder, Etatsraadinde Gamél, Lederes af den kulturhistoriske Afdeling, Malerinde Frk. Sofie Holten, Lederen af Industriafdelingen Frk. Johanne Frimodt, Lederen af den Hygiejnisk-filantropiske Afdeling, Generalinde Harbou, Husflidsafdelingens Leder, Fru Hoffmann, samt Sjælen i Husholdningsafdelingen, Jægermesterinde Sehested. Fra Horsens Folkeblad den 21. juni 1895. Avisen findes i sin helhed på www.mediestream.dk
Kvindernes Udstilling
I Dag kl. 12½ aabnes Kvindernes Udstilling med en Højtidelighed i Industriforeningens Festsal. I Eftermiddag vil Publikum strømme ind for at tage Lokalerne i Øjensyn.
Følgelig herskede der en febrilsk Travlhed derude i Gaar; en Udstilling bliver jo aldrig færdig før i sidste Øjeblik. Og denne har haft ualmindelige Fødselsbesværligheder at kæmpe med. Man husker nok det højrøstede Skænderi, som straks opstod mellem de ledende Damer, saasnart Ideen var indfanget: den vilde ved Gud ikke være med, naar den skulde være med, og den ene efter den anden nedlagde sit Mandat! Det hele truede med at opløse sig i Vrøvl.
Naa, schwamm drüber! Man er lykkelig og vel kommen ud over disse i Mandfolks Øjne saa pudsige Kalamiteter. Damerne indsaae selv i rette Tid, at de var paa Veje til at blive komiske, og de tog Reb i Sejlene. Stændekomiteen veg for en lille kreds af praktiske Kvinder, hvis energiske Arbejde maa aftvinge Respekt. Frem af Forvirringen stiger i Dag en velordnet Udstilling, som Lederne har al mulig Ære af.
Det er ikke Meningen her – efter det flygtige Gennemsyn, vi foretog i Gaar – at give nogen Anmeldelse og Bedømmelse af Udstillingen. Blot et hurtigt Overblik til Orientering for det besøgende Publikum.
Over Indgangen til den store Sal straaler en meget stilfuld dekorativ Komposition af Fru Suzette Holten, født Skovggard: en opgaaende Sol paa blaa Grund med en Ramme af stiliserede ”Fandens Mælkebøtter”, Udstillingens symbolske Blomst, som ses i utallige Variationer paa de forskellige Genstande. Gulvet i den store Sal optages for en væsentlig Del af Industriafdelingen, der er den mindst interessante, forsaavidt som den hovedsagelig bestaar af en Række Butiksudstillinger, hvormed herværende Firmaer paa en nem og billig Maade gør Reklame. Der er Undertøj, Hansker, Parfumer, dekorerede Porcellænsvaser fra den kgl. Porcellænsfabrik og en Masse andre Sager, som delvist, men ingenlunde udelukkende skyldes kvindelig Virksomhed: Mændene har en anseelig Part i de fleste af dem, og i den storindustrielle Produktionsmetode gør det personlige Arbejde sig jo i det Hele taget ikke meget gældende.
Fra ”Industrien” kommer man over i Den kulturhistoriske Afdeling, der heller ikke saa meget bestaar af kvindelige Arbejder som af Ting, der har tilhørt – eller paa anden Maade staar i Forbindelse med – navnfundige Kvinder: Fru Gyllembourg, Fru Søbring osv.
Forøvrigt er denne Afdeling (som Frk. Sofie Holten har arrangeret) meget interessant. I de smaa Rum ved Siden er der en Samling udmærkede gamle Portrætter og Møbler og i Montrene paa Gulvet en Rigdom af kunstindustrielle Genstande fra Rokoko- og Empiretiden.
Vi forlader nu den store Sal og træder ind i den bagved liggende lille, hvor Husholdningsafdelingen befinder sig. Her er Kvinden absolut eneherskende, og Arrangementet er overordentlig smagfuld.
Til Venstre præsiderer Fru Sehested i et Rum, der efter engelsk og belgisk Mønster forener Køkken og Spisestue, en Ordning, der vil være særlig praktisk for 3-Værelsers Lejligheder, og som her viser sig at kunne gennemføres paa en særdeles tiltalende og hyggelig Maade.
I Baggrunden fremstilles et gammeldags Køkken ved Siden af et, som er indrettet efter alle Nutidens Fordringer, og hvori Fru Nimb er Husmoder. Bedre Værtinde kan man ikke forlange, og for at Publikum kan faa praktiske Prøver paa hendes berømte Kunst er der i Forbindelse med Køkkenet oprettet en Restaurant. Desuden bliver der Frugtudsalg og Vaffelbageri i samme Lokale.
Fra Salen stiger man op til Galleriet, hvor Husflidsafdelingen forevises. Den forestaas af Fru Hoffmann, som beklager sig over den uhyre Mængde Kakkelovnsskærme, malede, broderede osv., der er indsendte. Skønt der er kasseret i Hundredvis, er det unægtelig heller ikke lutter Pragtstykker, som er blevet tilbage Til Gengæld er der en stor Del andre smukke Ting, som baade vidner om uhyre Flid og megen Smag, og som der senere vil være Grund til at skænke en nærmere Omtale. Her er Kvindeligt Snedker- og Billedskærerarbejde, Læderarbejde, Kunstbroderi, Gobelinsvævning osv. osv. En opsigtvækkende Kuriositet er et Skørt, som en jydsk Mejerske har vævet af sit eget – i 18 Aar afredte – Haar! Mere sjældent end egentlig delikat.
Skoleafdelingen, som er ordnet af den energiske og dygtige Frøken Fenger, vidner højt om Værdier af den kvindelige Arbejdskraft paa Pædagogiens Omraade, og det samme gælder i ikke mindre Grad om Afdelingerne for Filantropi og Hygiejne (derunder Sygepleje). Her er et Felt, hvor man med ubetinget Beundring bøjer sig for Kvindens opofrende og taalmodige Virksomhed.
I den fortrinligt indrettede og nydeligt ordnede Skolestue stifter man bl.a. Bekendtskab med et af Frk. Fenger opfundet praktisk Tegnesystem. Man ser ligeledes Prøver paa de udmærkede Undervisningsapparater, der anvendes i franske Skoler.
Det er en Fordel ved Kvindernes Udstilling, at den er forholdsvis lille af Omfang, let overskuelig. Man bliver ikke træt af at trave omkring i den. Og er man endelig blevet lidt træt, hviler man behageligt ud i Literaturafdelingen, et lille elegant og hyggeligt monteret Rum, hvor Fru Sofie Holten modtager En med megen Elskværdighed, og hvor man kan faa de nordiske Landes Kvindelitteratur at blade i.
Paa Væggene hænger Portræter af berømte literære Kvinder: Ilia Fibiger (Klara Rafael), Fru Magdalene Thoresen, Fru Heiberg o.fl.
Kunstafdelingen har faaet en Bygning for sig, nemlig ”Den frie Udstilling”s Træhus ved Siden af Industriforeningsbygningen.
Den indeholder et betydeligt antal ikke lige betydelige Malerier af skandinaviske Kunstnerinder. Vi foretrækker imidlertid at opsætte den nærmere Omtale af denne Afdeling til Senere. Den fortjener en roligere Betragtning, end virvaret i Gaar tillod at anstille. Den vil sikkert yde en væsentlig Part til den Succes, som Udstillingen i sin Helhed tegner til at blive.
Fra Social-Demokraten den 22. juni 1895. Avisen
findes i sin helhed på www.mediestream.dk
Kvindernes Kunst-Udstilling.
I det velbekendte lille Træhus, der tilhører de frie Udstillere, har de malende og modellerende Damer fundet Husly for deres lille, let overskuelige Udstilling. Som den staar der, vel arrangeret og med det rolige, milde Ovenlys ned over de hyggelige Sale, glemmer man næsten al den Strid og Splid, de utallige Mandatnedlæggelser og mange bitre Ord, der gik forud og som en Tid truede med at gøre det hele til intet. Det er i Grunden først, naar man forlader Udstillingen og søger at samle et Indtryk af den, at man opdager Sporene af Amazonernes hæftige Strid. Man savner et Navn, som paa de sidste Aars Udstillinger har været blandt dem, der ubetinget samlede størst Interesse om sig, Fru Slott-Møller. Det kan ikke skjules, at hendes monumentale Niels Ebbesen, hendes Agnete og andre historiske Billeder vilde have været i Stand til at bibringe Udstillingen det, som den nu i saa høj Grad savner, – noget udover det almindelige jævne dagligdags.
Komiteen har haft den gode Ide at samle en Række Billeder af afdøde Kunstnerinder, som kun er lidet kendte af den nulevende Generation, og det er egentlig disse gamle Sager, der giver Udstillingen dens største Charme. Alle de nyere Billeder vil nemlig være velbekendte af enhver, der blot nogenlunde stadigt har fulgt vore Foraarsudstillinger. Den tidligste af disse Damer er Kobberstikkerinden Johanne Fosie, om hvem en Samtidig har udtalt de store Ord at ”man fra hende kand kun Mesterstykker see”. Os falder det lidt vanskeligt at forstaa denne Begejstring, men maaske finder man Forklaringen i den Omstændighed, at Kunstnerinden selv var ”det største Mesterstykke, som nogensinde fra Naturens Værksted gik”. Den noget senere Margrete Bærens af hvem Udstillingen har to temmelig tarvelige Blomsterbilleder, virker ogsaa nærmest kun som en Kuriositet, hvorimod Madame Clemens nydelige Kobberstik og Tegninger indtager ved deres sjældne Ynde og Elegance. Det er dog imidlertid først op i dette Aarhundrede, at Kvinden har formaaet at gøre sig de kunstneriske Midler underdanige, og ganske naturligt er det med Blomstermalerier, hun fejrer de største Triumfer. Med en Kærlighed og Finhed, som i Almindelighed ikke falder i Mandens Lod, forstaar Kvinden at sammenstille og forme de sarte, skrøbelige Blomster, og den spidse, meget detaillerende Malermaade, som var herskende omkring Aarhundredets Midte, egnede sig ogsaa langt bedre for denne Kunst end den senere grove og klattede Penselføring, hvori al Tegning ubønhørlig druknede. Det er da en Samling virkelige Perler, Udstillingen rummer i sin historiske Afdeling, og højst blandt disse staar vel nok Hermania Neergaards ”Vase med Blomster”, der synes stærkt paavirket af den gammelhollanske Blomstermaler van Huysums Billeder, hvoraf vort Galleri ejer nogle glimrende Prøver.
Portrætet af Justitsraad Kilbe overstraaler ved sin skarpe og intelligente Karakteristik de fleste af Udstillingens moderne Portrætter. Frøken Hellesens og Fru Sophie Madsens Billeder er ligeledes fremragende Arbejder, skabte ud fra en rørende Kærlighed til de smaa Motiver, de fremstiller.
Den i sin Tid saa berømte Fru Jerichau-Baumann er naturligvis ogsaa repræsenteret, men rigtignok paa en Maade, der ikke vækker ublandet Glæde. Bortset fra, at Farven i disse Billeder øjensynlig har tabt sig meget hurtigt, virker de nærmest som sentimentale og melodramatiske arrangerede Blade. En overordentlig Lethed i at behandle det rent tekniske, ejede Fru Jerichau, men som de fleste saadanne Naturbegavelser skortede det hende paa Dannelse og Evne til at bringe det, man kalder Stil over, hvad hun frembragte.
Blandt vore Dages Kunstnerinder er Fru Anna Ancher utvivlsomt den største maleriske Begavelse og tillige den mest danske. Uvidst af hvilke Grunde er Fruen imidlertid kun repræsenteret med en halv Snes Smaabilleder, der ikke giver det rette Indtryk af hvad Fru Ancher formaar. Særligt vilde det store Begravelsesbillede, af hvilket der kun findes en lille Skitse, have gjort en fortræffelig Virkning mellem de mange, ret interesseløse Billeder, som nu dominerer saa stærkt. Der er dog nok at glæde sig over alligevel, og det er da heller ikke vor Mening, at det er Fru Anchers ringeste Billeder, hun har sendt til Kvindernes Udstilling. Pigen i Køkkenet med det gule Gardin viser Maaske allerbedst hvilken Poesi der kan lægges i en saadan Stump nøgtern Virkelighed, naar en ægte Kunstnerhaand skildrer den. ”Solskin i den blaa Stue” og Billedet med Konen og Barnet uden for Huset er ogsaa gode Typer paa Fru Anchers Kunst, ligesom ogsaa Tegningerne aabenbarer den hurtige og sikkre Ævne, til i faa og bestemte Linjer at give det karakteristiske ved Modellen.
Frøken Anna Petersen ejer noget af den samme Ævne, og søger ogsaa fine Motiver i Fiskerens og Bondens Liv, men medens Fru Anchers Kunst væsenlig er en poetisk og stilfærdig Gengivelse af Naturen, viser Frk. Petersens Billeder et mere radikalt og uskaansomt Syn paa Livet. Hendes Malemaade er ogsaa langt voldsommere og Farverne mere hensynsløst anvendte. Men Kraft og Humør er der i disse Billeder, selv om man hist og her føler sig frastødt af deres brutale og usoignerede Ydre, – de har ved sig noget af den friske, ramme Duft, der er over Amalie Skrams Romaner. Et af dem forestiller vestjydske Fiskere i en Kirke. De vejrbidte, udslidte Fiskerskikkelser sidder ludende i Kirkens snævre Stole. Præsten ser man ikke, men man synes at høre hans Forbandelser runge hen over de bøjede Hoveder og give Genlyd fra de lave Hvælvinger. Billedet med Husmandskonen og Barnet er det med samme skarpe Blik for det psykologiske, men virker fra Farvens Side ikke absolut sandt eller behageligt. Der er dog næppe Tvivl om, at disse Billeder vil blive erindrede og holdt i Ære naar største Delen af al den anden pæne, men ubetydelige Kvindekunst for længst er glemt. Der kunde maaske ogsaa være Anledning til her at nævne Frøken Emilie Mundts nette og elskværdige Billede fra Asylet i Istedgade. Dets gode Egenskab er den varme Sympati for de fattige Smaabørn, man uvilkaarligt føler har besjælet Kunstnerinden, men rigtignok ogsaa til Gengæld har berøvet hende noget af det psykologiske Skarpsyn, der vilde have gjort Billedet betydeligt morsommere. Det er aabenbart mere Sagen, end de maleriske Fænomener, der har interesseret Frøken Mundt.
Portrætmaleriet er ualmindelig rigt repræsenteret, hvilket særlig skyldes Frk. Bertha Wegmann, der har lagt Beslag paa en uforholdsmæssig stor Del af Udstillingens knappe Plads. Af de tredive, for Størstedelen store Billeder, Frk. W. udstiller, er Halvdelen Portræter og ulige bedre end den anden halvpart, der bestaar af en Samling Landskaber og Interiører, som ikke i nogen Henseende hæver sig over det jævnt almindelige og ret ofte udmærker sig ved en slimet og ubehagelig Malemaade. De kunde uden Skade have været borte, de føjer nemlig intet nyt Træk til Frk. Wegmanns Kunstnerfysiognomi, – og slet saa mange Portræter havde vel heller ikke været nødvendige for at belyse de gode og daarlige Sider ved denne Del af Frøkenens Produktion. Kender man et af disse Portræter, kender man i Grunden dem alle, og det vil være vanskeligt at fremhæve et paa Bekostning af de andre. De er alle malede med samme uforstyrrelige Sikkerked og ulastelige Dygtighed, udpræget kyske i Opfattelse og Farvegivning, men overordenlig levende baade i Form og Farve. Den mindre fine Effekt, at lade den Portrætterede fiksere Beskueren, genfinder man i alle disse Billeder, – det virker i Længden ubehageligt paatrængende.
Frk. Johanne Krebs, som ogsaa dyrker Portrætmaleriet, virker ved lysere, behageligere Farver, men Formen er ofte noget svag og udvisket, særlig i Billedet af Fru H. De to bedste Portræter, der findes paa Udstillingen, er utvivlsomt Frøken Sophie Holtens gamle Dame og Frøken Edma Frølichs Pastelbillede af en ung Pige. Den tekniske Dygtighed findes i disse Arbejder forenet med et intelligent og ejendommeligt Syn paa Modellen, og man føler sig overbevist om, at det er lykkedes dem at give netop det, der har været karakteristisk for de Mennesker, de har fremstillet. Frk. Holten har paa en Gang rørende og pudsigt fremhævet det aparte ved den gamle Dames Manerer og Paaklædning, og i Frk. Frølichs Portræt er det særlig Stillingen og Udtrykket, der er grebet med en saa forbavsende Sikkerhed og Virtuositet, at man kommer til at tænke paa Krøyers bedste Ting, naar man ser det.
Landskabsmaleriet optager naturligvis Damerne i lige saa høj Grad som Mændene, men mærkelig svagt og uinteressant er det allermeste, der her udstilles. Den nylig afdøde Frk. Hammers Billeder hæver sig noget over det almindelige Niveau ved en egen Finhed og Sensibilitet, der forsoner en med det spinkle i Form og Farve og med Motivernes udprægede Almindelighed. Frk. Marie Henriques´ Foraarslandskab gør sig bemærket ved samme gode Egenskaber, men højt over dem alle staar dog Frøken Elise Konstantin-Hansen, der gennem et samvittighedsfuldt og dybtgaaende Naturstudium er naaet frem til med Overlegenhed og Sikkerhed at beherkse sine Motiver, i Stedet for som det oftest er Tilfældet, at Motivet behersker Kunstneren. De svenske og norske Damer, der deltager i Udstillingen, bereder os kun liden Glæde. Frøken Elisabeth Keyser minder meget om Frk. Wegmann i Opfattelse og Malemaade, men er dog meget løsere i Formen, og Farven er gennemgaaende vamlende fed og uren. Frk. Adelborgs Akvareller ”Prinsernes Blomsteralfabet” synes skabte under en altfor stærk Paavirkning fra den engelske Maler Walter Crane og den svenske Illustrator Carl Larsson. Som sagt, der mangler noget paa denne Udstilling, og man faar et lidt tyndere Indtryk af dansk Kvindekunst end den i Virkeligheden er.
Fra Social-Demokraten den 2. august 1895. Avisen findes i sin helhed på www.mediestream.dk
